Man behøver ikke at være et geni, for at have lagt mærke til, at der meget ofte er forskellig på teori og praksis. Hvis teoretikerne havde ret i alt det, de nåede frem til, så ville vores samfund jo allerede være et utopia. Bare tag et smut ind til en af de akademiske institutioner, og skriv de ting ned, der burde virke i teorien. Du vil kunne snakke med de økonomi-studerende om, hvad der skal til for, at økonomien trives. Du kan tale med psykologerne om, hvad vi skal gøre for at alle er glade og lykkelige. En kort snak med dem der studerer politik, og vi ville knap nok behøve at stemme fremover. Men bare fordi noget ser ud til at det burde virke, med udgangspunkt i en masse gennemtænkte teorier, så viser mødet med virkeligheden ofte noget andet. Den virkelige verden har det med at være langt mere kompliceret end det, man kan læse sig til og opsætte i teoretiske modeller.
Der er helt sikkert plads til akademikere og teoretikere. Deres arbejde bidrager med noget positivt, og uden det, ville vi nok stadig have et samfund som det, vi havde for flere hundrede år siden. Det er ikke problematisk i sig selv, at teori og praksis ikke altid stemmer overens. Det er når teorien udfordres i praksis, at man finder svaghederne i den, og kan forbedre den yderligere. Vores samfund i dag er langt fra perfekt, men det har stadig formået at implementere de dele af teorien, der fungerede bedre, end det vi havde før. Det er altså en relativt langsom proces, men det går i det mindste fremad!
Det er da også derfor, at vi bør fejre det, når en akademiker eller teoretiker formår at gøre sine ideer realiserbare i den virkelige verden. Det er blandt andet noget, som den danske forfatter leonora christina skov har gjort med stil. Leonora er ved første øjekast en teoretiker. Hun har en universitetsuddannelse i litteraturvidenskab, og arbejder som litteraturanmelder på en af landets store aviser. Folk med sådan en baggrund og beskrivelse er ofte rigtigt dybt inde i teorierne, og bruger dem til at fortælle dem, der praktiserer litteratur, hvad de gør galt. Der har længe hærget en krig imellem dem der lever af at producere, og dem der lever af, at kritisere det, der produceres.
Men Leonora formår at bygge bro imellem teori og praksis. Hun er nemlig ikke bare akademiker og anmelder: hun er også selv forfatter. Hun engagerer sig altså i den praktiske del af det felt, som hun har studeret teorien for i årevis. Det er absolut ikke nogen nem opgave, men Leonora har formået at gøre det så godt, at hun har vundet Gyldne Laurbær og andre litteraturpriser.